Skolens sang - KÆDEN


Tekst: Halfdan Rasmussen

Musik: Benny Andersen

Kun den som er sig selv bevidst
kan ændre denne ulvetid.
Der findes ingen ønskekvist
som kan erstatte kamp og strid.
Det eneste vi har i dag,
at sætte op mod magt og vold
er styrken som udspringer af
de svages stærke sammenhold.

Alene er du kun en brik
i større magters rænkespil.
Men samlet er vi stadigvæk
den største enhed der er til.
En kæde smedes led for led.
Og hele kædens kraft beror
på din og min samhørighed
med mennesker på denne jord.
 
Man prøver på at binde os
til drømmen om et tomt forbrug.
Men de skal aldrig finde os
som slaver ved et ædetrug
Læg hånden i min hånd og mærk
at slaveriet er forbi.
Byd magten trods.  Gør kæden stærk 
og slip de bundne kræfter fri.

LO-skolen?


Lo-skolen, Helsingør Højskole

- var navnet på den selv-ejende institution, som 30. nov. 1961 blev officiel ejer af skolen. Af det oprindelige navn er nu kun Lo-skolen tilbage. Lo-skolen blev indviet den 28. maj 1969. 

Der var mod og visioner i 1960-erne til at forestille sig en højskole, hvor elever havde medbestemmelse og medansvar for egen læring, og man satsede på korte kurser af en uges eller 14 dages varighed ind imellem de halvårlige ”normale” højskoleforløb.

Gennem årene er stedets egen uddannelsesaktivitet kommet til at fylde mindre og mindre, men miljøet er blevet fastholdt, og til stadighed udviklet, så det nu kommer en stadig bredere brugerkreds til gode.
Lo-skolen danner siden 2008 tag over to ret så forskellige driftsselskaber. En privat uddannelsesvirksomhed med fokus på voksenuddannelse i relation til arbejdslivet, - og et nutidigt konferencehotel, der opererer kommercielt og henvender sig til alle.

Den historiske arv og de grundlæggende værdier er imidlertid fælles

Fonden LO-skolen

Fonden LO-skolen er en erhvervsdrivende fond, som tillige ejer datterselskabet Konventum A/S. Fonden varetager administrationen af den samlede koncern, herunder videreudvikling af det fredede bygningskompleks LO-skolen.

Via en lejer-/driftsaftale huser Fonden endvidere FIU's Udviklingsenhed for LO.